”Jeg er kommet i grusgraven, siden jeg var barn”

Tom Klimchak Nielsen

Portrætter af vores medarbejder Tom Klimchak Nielsen

Nymølle Stenindustrier har i øjeblikket 16 aktive grusgrave rundt om i landet. Men hvem arbejder egentlig i grusgravene og på vores kontorer, og hvad laver de? Vi sætter fokus på de mennesker, der hver dag sørger for, at råstoffer som sten og grus når ud til byggepladser og samfundsvigtige infrastrukturprojekter i hele Danmark. I dag skal vi hilse på Tom Klimchak Nielsen.

Tom har arbejdet som ekspeditionsassistent hos Nymølle i 17 år. Som ekspeditionsekspedient hjælper og guider Tom lastbilchaufførerne, så de kan komme frem til grusgravene for at hente råstoffer. Tom er kommet i Hedehusene grusgrav med sin far som barn, og derfor har han et særligt forhold til Nymølle og grusgravning.

Hvordan havnede du hos Nymølle?

”Min far var lastbilchauffør, og jeg var tit med ham i grusgraven for at hente sten og grus i det område, der i dag er Hedeland Naturpark. Jeg er altså kommet i grusgraven fra barnsben. Det fortsatte jeg med, da jeg selv blev lastbilchauffør. Det var jeg i 29 år, men til sidst fik jeg lyst til at prøve noget andet. Og så blev jeg ansat som ekspeditionsassistent hos Nymølle på trods af, at jeg ikke havde lavet den slags arbejde før. Men min daværende chef mente, at det ikke gjorde så meget, fordi jeg havde en anden vigtig erfaring med mig, nemlig forståelse for lastbilchaufførernes arbejdsgange. Og det bruger jeg da også hver dag i mit arbejde”.

Hvordan ser en helt almindelig arbejdsdag ud for dig?

”Jeg møder ind tidligt hver morgen kl. 05:30 og har fri kl. 13. Vi er to ekspeditionsassistenter på arbejde om morgenen, og ofte får vi en masse opkald fra lastbilchaufførerne tidligt på dagen. I de 17 år, hvor jeg har arbejdet hos Nymølle, er meget af vores arbejde blevet digitaliseret. Men lastbilchaufførerne har forsat behov for at kunne ringe til en person, der kan hjælpe – særligt når IT-systemerne ikke fungerer. Når det sker, så får vi sved på panden, skulle jeg hilse at sige. Hver dag kører der nemlig mere end 1.000 lastbiler til og fra Nymølles grusgrave rundt om i landet, så der er nok at tage fat på”.

Hvad kan du lide at lave i din fritid?

”Jeg har flere hobbyer, som jeg hygger mig med i min fritid. Eksempelvis cykler jeg meget, dyrker fitness og holder af at komme ud i naturen. Jeg har boet hele mit liv i området i nærheden af Hedehusene grusgrav. Det er et dejligt og meget naturskønt område, så jeg nyder at cykle og gå ture her. Det er lidt sjovt at tænke på, at store dele af området tidligere var en grusgrav, som nu er omlagt til naturpark”.